Femten år er der gået siden min første buddhistiske retræte og ni år siden min første kristne. Min krop er blevet tilsvarende ældre. Huden er ikke længere så glat og spændstig. Øjnene ikke længere så klart seende. Og hjertets pulsårer er i bekymrende grad begyndt at sande til. Hvor længe får jeg mon lov at leve? Heldigvis ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at det, jeg gerne vil nå at gøre, inden døden rasler ved døren og forbereder sig på at banke på, skal jeg gøre nu.

Bevidsthedsmæssigt har de femten forløbne år betydet en foryngelsesproces, der endnu ikke er til ende. Det at have en åndelig praksis, hvor svingende og begrænset den end har været, har gradvist  lettet sindet for den selvpåførte lidelse, der består i at holde fortidens synder ved lige, enten i form af skyldfølelse over egne handlinger eller sorg og vrede over andres. Med lettelsen følger overskud og glæde ved livet.

Negative tanker næret af mangel på tilgivelse, og den illusion at fortiden stadig findes, forpester tilværelsen for mange. Enhver religion, der sigter mod nærvær, kærlighed, medfølelse og tilgivelse hjælper til at frigøre mennesket. På det område har kristendommen ikke monopol.

På en af mine første buddhistiske retræter bad jeg retrætelederen, en franskfødt munk, om en samtale. Det var ikke sådan at få, for der stod gruppesamtale på programmet, ikke individuelle samtaler med deltagerne. Men der blev gjort en undtagelse.

Dér sad jeg så og hakkede mig igennem en beskrivelse af hændelser fra og forestillinger om fortiden. Tårerne løb, og det var meget sørgeligt. Da jeg var færdig, sagde munken: ”Jamen hvorfor græder du? Det er jo ikke nu!” Forbløffet så jeg på ham. Havde forventet at få trøst og medlidenhed, og så fik jeg i stedet at vide, at det hele ingenting var. Skuffet gik jeg derfra, ude af stand til at begribe svaret. Forståelsen kom først senere.

Mennesker kan forpeste deres egen og deres pårørendes tilværelse ved at hænge alt for meget i fortiden og som konsekvens heraf blive fraværende i nuet. De vender tilbage til fortiden i tankerne og repeterer dens følelser igen og igen. Eller de iscenesætter ubevidst deres liv, så fortiden kan gentage sig i nye forklædninger. Måske begge dele på samme tid. Livets mange muligheder ender på den måde med at løbe ud som tørt sand mellem fingrene.

Først når man indser, at det er det, der sker, bliver man frigjort. I den proces er det at have en åndelig praksis en uomgængelig hjælper. Som kristen får man nyt perspektiv på sit liv ved at tilegne sig Jesu ord ved Bibellæsning og ved at læse gode åndelige bøger. Gennem stille bøn og meditation bliver det lettere at give slip på tanker om fortiden til fordel for nuets virkelighed, på godt og ondt. Og fællesskabet med andre mennesker bliver en nyttig øvelsesplads for næstekærlighed.

_{Else Marie, den 7. januar 2010}